Købmanden: købmandsbutikken gennem tiden

En købmand er en person, der lever af at handle, ofte som selvstændig. I daglig tale bruges ordet oftest om den, der ejer eller driver en dagligvarebutik. Købmandsbutikken har gennem tiden skiftet navn og form, fra købmandsgård og landhandel til selvbetjeningsbutik.

Hvad betyder det at være købmand?

Ordet købmand har to hovedbetydninger. Den Danske Ordbog angiver som den første en person, der ejer eller driver en butik med dagligvarer, og ordet kan også bruges om selve butikken. Som synonym nævnes det gammeldags urtekræmmer. Den anden betydning er bredere og ofte historisk: en person, der handler med bestemte varer, som i »rig købmand« eller »arabiske købmænd«.

Ordet stammer fra norrønt kaupmaðr og middelnedertysk koufmann.

Wikipedia beskriver købmanden som en, der ikke selv producerer varer, men køber ind og sælger videre. Indtjeningen er forskellen mellem indkøbspris og salgspris. Man skelner mellem to typer:

• Engroshandel: købmanden køber typisk hos producenten og sælger til andre virksomheder.
• Detailhandel: købmanden køber typisk hos en grossist og sælger til slutbrugeren.

I detailhandlen bruges købmand ofte om en selvstændig inden for dagligvarehandel eller kolonialhandel. Forskellen mellem de to handelsformer er forklaret i hvad detailhandel er.

Fra købmandsgård til butik på hjørnet

Købmandsgård er en historisk betegnelse for et stort byhus, der rummede købmandens bolig og forretning. I købstædernes tid var gårdene centrale i byens liv. Købstæderne havde monopol på handel og håndværk, så folk på landet måtte til byen for at købe det, de ikke selv kunne fremstille. Købmændene var et bindeled mellem by og land, og gårdene var vigtige mødesteder. De større gårde kunne desuden drive tømmerhandel, skibsfart, engroshandel og gæstgiveri.

Med næringsfriheden i 1857 mistede købstædernes forretninger deres monopol på handelen, og der åbnede mange små butikker i de mindre byer. Baggrunden er beskrevet i detailhandlens historie. Mange af de gamle købmandsgårde er i dag bevaret og fredet.

Landhandel, høker og kolonialforretning

Flere ord bruges om den gamle købmandsbutik. De overlapper, og grænserne var aldrig skarpe:

En blandet landhandel var en købmandsforretning på landet med forskelligartede varer, fx kolonial og isenkram. Her var flere varegrupper samlet under ét tag i stedet for fordelt på hver sin specialbutik.

Sortiment: kolonialvarer

Det typiske sortiment i kolonialhandlen var kolonialvarer. Wikipedia definerer dem som langtidsholdbare levnedsmidler, som købmænd og supermarkeder fører, og som oprindeligt kom fra kolonierne. Eksemplerne er mel, sukker, gryn, kaffe, te og krydderier.

Sortimentet var ikke fast. En blandet landhandel kunne som nævnt også føre isenkram, så grænsen mellem dagligvarer og andre varer var flydende.

Disk, kreditbog og selvbetjening

I den klassiske købmandsbutik stod kunden ved en disk, og butiksassistenten hentede varerne. Mange købmænd lod faste kunder købe på kredit. Beløbet blev da skrevet i en kreditbog, og kunden betalte senere.

Selvbetjeningen ændrede indretningen. I en selvbetjeningsbutik tager kunden selv varerne og betaler ved kassen ved udgangen. Danmarks første selvbetjeningsbutik åbnede i 1949, drevet af en brugsforening (se historien). Dermed flyttede ekspeditionen fra disken til kassen. Butiksformerne er beskrevet nærmere i butiksformer.

Købmanden i dag

Ordet lever i dagligsproget. Ordbogen nævner vendinger som »den lokale købmand«, »den lille købmand« og »købmanden på hjørnet«. Det bruges stadig om den nære dagligvarebutik. Hvad der kendetegner de forskellige butikstyper, er samlet i artiklen om butiksformer.

Læs videre

• Varehuset: stormagasinets idé og historie, en helt anden butikstype end købmanden.
• Detailhandel: forsiden med overblik over emnerne.
• Ordbog over detailhandlens ord.